Min søn var meget sur på mig. Og det var han, fordi jeg endnu en gang havde sagt nej til noget, han gerne ville have. Han er i forvejen et meget privilegeret barn. Han får mange ting foræret, uden at vi stiller nogle krav til ham. Jeg har dog talt med min mand om, at vi måske forkæler ham for meget. Der må sættes nogle grænser for, hvad han kan få, når han bare peger. Sidst var det et lækkert whiteboard, vi gav ham. Indtil videre har det været små ting, han har fået: En pose vingummibamser, et stykke legetøj, eller en tegneserie. Men nu må det til at slutte.
Lamineringsmaskinen i storcenteret
I går, da vi var i storcenteret, ville han helt pludselig have en lamineringsmaskine. Jeg sagde nej, og så blev han hysterisk. Jeg er sikker på, at han ikke engang ved, hvad sådan en maskine bliver brugt til. Han syntes bare, at den var sjov at se i gang. Der var en demonstration nede i forretningen, hvor en kvinde viste alle de forskellige ting, man kan bruge lamineringsmaskinen til. Vi kiggede på hendes demonstration, og min dreng blev straks interesseret. Men hvornår vil han rent faktisk bruge den igen efter den første halve time med legetøj? Og skal jeg virkeligt bruge pengene bare for at købe fred?
Det blev et bestemt nej fra min side, selvom jeg kunne mærke presset. Jeg var helt pludseligt påpasselig over alle øjnene på demonstrationen. Det var lidt pinligt at skulle tale højt til min dreng, mens folk stod omkring os. Kvinden, som viste lamineringsmaskinen, var venlig. Hun smilede til mig, og jeg kunne mærke, at hun forstod mit dilemma. Måske er hun selv mor til et barn, som hun forkæler. Jeg fik trukket min dreng væk fra demonstrationen, og vi så på forskellige farveblyanter og malebøger i stedet. Naturligvis fik han en, som han pegede på.
Grænserne er vigtige, men ansvaret er tungt
På vej hjem i bilen tænkte jeg på det hele. Jeg er ked af at skulle sige nej til mit barn—det er ikke sjovt at være det menneske, som siger stop. Men jeg kom også til at tænke på, at sådan en lamineringsmaskine kan være praktisk at have derhjemme. Jeg begyndte at forestille mig forskellige ting, jeg selv ville laminere: Navneetiketten i hans tøj, tegninger han laver til mig, madopskrifterne jeg klipper ud af damebladene, måske også nogle strikkeopskrifter.
I det øjeblik tænkte jeg, at jeg måske havde taget en forkert beslutning. Men det var egentlig bedre at stå fast. Når jeg giver efter hver eneste gang, lærer han ikke, at han ikke altid kan få, hvad han vil. Og det er en vigtig læring. Han skal vide, at grænser findes, og at man accepterer dem.
Hvor kom det med laminering fra?
Mine tanker flyver rundt. Jeg har dårlig samvittighed overfor min lille dreng. Han har dog allerede glemt, at der findes noget, der hedder en lamineringsmaskine. Han er helt opslugt af tegneserien, som jeg købte til ham i stedet. Det var let at købe hans sindsro med noget, han ville blive glad for. Men er det godt for ham i længden?
Forkælet barn? Ja, absolut. Men det skal ikke blive en vane. Jeg begynder at indse, at det ikke nytter at skylde på skyldfølelse. Han skal ikke få alt, hvad han peger på. Det er ikke godt for hans udvikling, selvom det føles hårdt at nægte ham. Børn, der vokser op med få grænser, kan få svært ved at acceptere regler på skolen, hos andre voksne, eller senere i livet. De bliver måske utrygge, fordi de ikke helt ved, hvad der forventes af dem.
Han var meget sur på mig i mange timer i går. Det smertede at se ham sådan. Men jeg ved også, at hvis jeg giver efter nu, hver gang han bliver sur eller hysterisk, bliver det værre med tiden. Hvordan finder vi balancen, så han ikke konstant er sur på mig, når jeg nægter ham noget? Det er bestemt ikke let at være mor til et barn med en stærk vilje. Men måske er det netop så vigtig at holde fast på grænserne—for både hans og min egen skyld.
