Mit barn er hjemme fra skole. Skolerne blev lukket ned for små to uger siden, og mit første indtryk var bekymring – ikke udelukkende på grund af undervisningen, men også for hendes sociale udvikling. I stedet har noget overraskende og bekymrende sket: hun er blevet gladere. Hun følger godt med i lektionerne, afleverer sit skriftlige arbejde til tiden, og hun virker afslappet på en måde, jeg ikke helt forstår.
Denne udvikling skulle være positiv, men det er også lidt ubehageligt. Jeg handler ikke af kritik af digital læring, som åbenbart fungerer godt for hende, men af bekymring for, hvad det betyder for hendes sociale udvikling. Bliver hun en af de der digitalbørn, der kun kan fungere foran en skærm – være sig på hendes værelse foran desktoppen eller på mobiltelefonen? Selvom e-learning ikke er det onde i sig selv, bekymrer det mig, at hun præsterer bedre i isolation end blandt mennesker.
Hun virker afslapret – men undgår socialt fællesskab
Det mest bekymrende er hendes holdning til klassekammeraterne. Hun siger, at hun ikke savner dem. Når jeg spørger direkte, siger hun, at de alle sammen er i samme situation, så der er ingen forskel. Hun taler ikke med dem uden for lektionerne – i det hele taget. Jeg talte i går med en veninde, hvis datter går i samme klasse. Hendes søde tal til mig var helt anderledes: datteren savner sine klassekammerater markant, og de oplever skænderier derhjemme, fordi pigen er ulykkelig.
Hjemme hos os er det stille. Stille og glemt. Vores datter reagerer på den modsatte måde af, hvad jeg forventer fra børn i hendes alder. I stedet for at være bekymret – eller i det mindste ulykkeligt – over at være væk fra kammeraterne, ser hun det som en lettelse. Det handler ikke om pubertetsudfordringer. Det handler om noget dybere: hun isolerer sig selv, og uden at jeg helt kan forklare det, er hun glad for det.
Hvad er problemet virkelig?
Min mand og jeg talte grundigt om det i går. Vi er enige om, at vi skal gøre noget. Vi ved ikke præcis, hvad problemet er. Måske er det pubertet og normale skolestress. Måske er det noget ved skolemiljøet, der ikke passer til hende. Måske skal hun tale med en skolepsykolog. Men hendes reaktioner fortæller os, at der er noget, vi skal adressere.
Så kom min mand med et forslag, der giver mening: hvad hvis vi introducerer hende til idéen om en teaterefterskole? Hun har talt en del om det for et år siden. Det kan være, at skoen trykker netop der – at hun ikke har det dårligt med skolestress eller psykisk pres, men simpelt hen trænger til at komme væk fra det nuværende system, som hun ofte kalder latterligt. En struktureret, boliglignende miljø omkring noget, hun elsker – teater og scenekunst – kunne være helt anderledes.
Teaterefterskolen som løsning
En teaterefterskole er ikke bare mere skole. Det er en helt anden måde at leve på. Eleverne bor på skolen, deler værelse, spiser sammen og deltager i fællesaktiviteter fra dag til dag. Fokus ligger ikke på præstationer og karakterer alene, men på at blive hele mennesker gennem både undervisning, personlig udvikling og fællesskab.
På en teaterefterskole lærer eleverne skuespil, improvisation, manuskriptarbejde og sceniske teknikker – men det vigtigste er måske, at de arbejder i intensivt fællesskab. De forberedte sig på og opfører forestillinger sammen. De må være sårbare, tage chancer og være til stede for hinanden. Det skaber bånd, der varer langt efter året er slut.
Der er ingen krav om erfaring. Nogle elever har spillet teater i år, andre er helt nye. Alle bliver mødt med samme budskab: du behøver ikke være perfekt. Du behøver bare at vise op, være åben og være villig til at udvikle dig sammen med andre. Det er en helt tredje verden end en lukkeskærm.
Vi har planlagt, at vi vil tale med hende om det i dag, når skolearbejdet er færdigt. Hvis hendes reaktion er positiv, skal vi begynde at lede efter en ledig plads på en god teaterefterskole til hende. Hvis hun virkelig synes, at den nuværende skole er latterlig, og hvis digital læring gør hende glad ved at isolere sig, så må vi give hende en anden vej. En vej, hvor hun møder mennesker ansigt til ansigt, hvor hun skal være til stede for andre, og hvor hun kan blive det fulde, sociale menneske, jeg ved, hun kan være.
