Jeg har slet ikke fortalt dig, at jeg var i London i november sidste år. Det var sådan en af de her impulsrejser, jeg kommer til at foretage, fordi jeg keder mig her i andedammen. Når jeg får det humør, ja så gør jeg bare det, at jeg booker et hotelværelse, en flybillet, og så er det bare med at komme afsted. Det kan være for en enkelt dag. Så har jeg fået nok. Det kan også være i flere dage. Det kommer helt an på mit humør og min mentale balance. Men som sagt, jeg var i London for nogle måneder siden. Blev der kun i 2 dage. Jeg fik tid til at se min veninde, som bor derovre. Hun er i krise med sin mand, så det var vist et godt initiativ, jeg tog, da jeg ringede hende op for at sige, at jeg er i nabolaget, og foreslog hende, at vi fik en drink sammen. Det var hun glad for. Et par timer sammen med mig på bar og et par drinks og sladren om livet og problemerne. Jeg er vist en heltinde. Ikke?
Der hvor det startede
Efter den aften gik jeg en tur i byen. Jeg kender den temmelig godt. Men alligevel. Der sker noget inden i mig, når jeg kommer forbi den bygning, hvor Paul Mitchell havde sin første frisørsalon. Det er, som om mit hjerte hopper lidt gladere – eller hurtigere, hvis vi kan sige det på den måde. Jeg bliver rørt. Og det gør jeg, fordi han er en mentor. Sådan i min fantasi.
Alle frisører kender ham
Som frisør, har jeg selvfølgelig hørt mange historier om ham. Om fattigdommen i Skotland. Om succesen i England og om Vidal Sassoon. Selvfølgelig. Der er noget helt betagende ved at tænke på hans historie. Og hans talent. Han må jo have været et multi-talent – ikke kun som frisør, men også som innovatør og som forretningspartner.
Paul Mitchell var født som Cyril Thomson Mitchell i 1936 i den lille skotske landsby Carnwath. Hans mor, Jenny, var byens første frisør – og det var helt naturligt, at drengnen senere skulle følge i hendes fodspor. Men før det skrev han sig ind på Morris School of Hairdressing i London som seksten-årig. Allerede som atten-årig havde han vundet flere frisør-konkurrencer. Det siger noget om hans talent og dedikation.
Fra fattig til verdensomspændende empire
Tænk dig om. En fattig dreng fra en fattig klan oppe i Skotland står lige pludseligt med en verden af muligheder i ryggen. Han arbejdede gennem 1950’erne og 1960’erne i forskellige Londonsaloner, men det var, da han blev knyttet til Vidal Sassoon på Bond Street i begyndelsen af 1960’erne, at hans karriere for alvor tog fart. Sassoon sendte ham til New York i 1965 for at træne personalet ved hans første salon i Amerika. Fra 1967 ledede Mitchell Crimpers-salonen på Henri Bendels Fifth Avenue-butik – hvor han introducerede den revolutionerende wash-and-wear-frisering.
Men det mest betagende var endnu ikke skrevet. I 1980 mødte Mitchell en mand ved navn John Paul DeJoria – en forretningsmand med vision, men også erfaring fra hårolieindustrien. De to havde en drøm: at skabe salon-kvalitetsprodukter til en pris, som almindelige mennesker kunne få råd til. Med kun 700 dollar mellem sig startede de John Paul Mitchell Systems med tre basale produkter.
Det lyder virkelig som at leve af håbet, ikke? Men det fungerede. Og det gør det stadig. I dag er Paul Mitchell-produkterne kendt i hele verden. Virksomheden er blevet til et imperium med over 100 produkter, der sælges gennem frisørsaloner i 80 lande. Mitchell var også pionér inden for bæredygtig skønhed – i 1985 etablerede han sammen med DeJoria en solcelledrevet gård på Hawaii, hvor de dyrkede awapuhi-ingefær til deres produkter. Det var ikke tilfældet, at produkterne skulle være miljøvenlige og kruelty-free fra start. Visionen var både at skabe kvalitet og at passe på verden.
Hvordan indfinder man sig i London som helt ung og arbejder sig op til at blive en af verdens mest indflydelsesrige friserer – og senere grundlægger af et globalt brand? Der skal selvtillid til. Og det må han have haft, ham Paul Mitchell. Det har jo ikke været nemt at komme som fattig skotte ind i et konservativt England – og så oven i købet i London – i midten af 1950’erne. Historien om for eksempel Kevin Murphy er jo ganske anderledes.
Men det viser også noget vigtig: nogle mennesker har bare det der særlige – en kombination af talent, mod og evnen til at se muligheder, som andre overser. Paul Mitchell havde det. Og det gjorde, at hans navn stadig betyder noget for mig, når jeg går forbi de steder i London, hvor hans eventyr begyndte.
