Kvinder i krise

Mit ægteskab er dårligt. Det er der så mange ægteskaber, der er. Men mit skal altså opløses. Jeg vil ud af det. Jeg vil ikke finde mig i at blive slået igen og igen. Og jeg vil have, at mit barn skal kunne føle sig sikkert i sin hverdag. Derfor har jeg kontaktet et kvindekrisecenter. Jeg ved godt, at det nok ikke er noget, man hverken taler højt om – eller skriver om. Men det gør jeg altså. Mest fordi jeg har fundet ud af, at jeg er stærk nok til at kunne stå på egne ben. Jeg behøver ikke en mand til at forsørge mig. Jeg har, bare brug for lidt hjælp her i starten.

Et sted at være

Jeg har brug for at finde et sted at bo. At finde et job. Og en advokat, som vil tage sig af alt det med skilsmisse. Jeg vil ikke have flere blå mærker på min krop. Faktisk vil jeg lægge sag an imod min mand. Han er grusom. Hensynsløs og voldelig. Især når han ikke får sin vilje. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne falde for ham. Men det gjorde jeg. For 5 år siden. Han var imponerende. Han var faktisk også charmerende. Men bag englefjæset skjulte der sig en djævel. Og den skal jeg væk fra nu.

Krisecenter

Jeg fandt det her kvindekrisecenter i Nordsjælland: https://annaskvindehjem.dk/  ved et tilfælde. Jeg sad derhjemme. Alene. Jeg sad bare og legede med min tablet. Af en eller anden mærkelig grund faldt jeg over en artikel, der handlede om voldsramte kvinder. Den var skrevet af en psykolog, som havde mange argumenter for, hvorfor kvinder bliver i et forhold, der er præget af vold. Hun havde også mange forslag til, hvordan kvinder kan forholde sig, når de er i den situation. Det meste af det, hun skrev, var meget teoretisk og – efter min mening – ret langt væk fra virkeligheden. Det første, man har brug for, er at føle sig tryg, og at man kan stole på mennesker. Det er sådan set lidt lige gyldigt, om man har en bolig. En bolig er naturligvis vigtig, det har hun ret i.

Men i mit tilfælde, så er det vigtigste, at jeg kan stole på de mennesker, som jeg beder om hjælp. Så jeg begyndte at kigge rundt på nettet efter kvindekrisecentre. De kan være lidt svære at finde. Mest fordi man ikke kender til dem. Ofte så er det sådan et sted, man bliver henvist til af en veninde eller en læge. Men hvad nu, hvis kvindekrisecentrene, der rent faktisk findes – og som kan hjælpe kvinder som mig – var lidt mere højtråbende om, at de findes? Så tror jeg, at mange flere kvinder ville få det meget bedre.

Hvor går man hen?

Det er jo ofte et problem for os. Vi ved sådan set ikke, hvor vi kan henvende os, når vi har brug for hjælp. Og vi ved kun meget lidt om, hvad det betyder for os – økonomisk, psykisk mv. – at bo på sådan et center. Måske er det en opgave, som jeg kan hjælpe kvindekrisecenteret, jeg har kontakt til med at få fortalt andre kvinder om?